Forandringer accepteres først og fremmest med kroppen

Skrevet af Marie Hyltén-Cavallius; specialist i arbejdsliv, karriereudvikling og stress og Lene Wervick; ledelses- og forandringsledelseskonsulent og underviser

Kender du det? Din leder formidler forandringstiltag nummer 100, og du mærker med det samme rødt udslæt begynde at brede sig over hele kroppen. Din hals snører sig sammen og spyttet forsvinder i din mund. Du sukker dybt for ikke at løbe skrigende bort og mærker, hvordan det øgede iltoptag tager spidsen af ubehaget. Du kigger søgende rundt i lokalet efter en kollega, der ikke har det som dig, men resten af afdelingen står blot ligesom du og ånder tungt…

Vi ønsker med denne artikel at zoome ind på den ”tavse stemme” i kommunikation: Kroppen.

Kendt, men oftest glemt, når det kommer til ledelse af forandringer i organisationer.

Når vi oplever modstand mod forandringer, starter den med en instinktiv reaktion i den mest primitive del af vores hjerne – reptilhjernen. Denne sender besked til kroppen om at gøre sig klar til enten kamp eller flugt. Det er en impulsiv respons, som har sikret vores overlevelse siden homo sapiens stod på savannen og skulle overvinde eller løbe fra en ydre fare. Når det sker, lukker vi som mennesker ned for vores rationalitet.

Når ledere ønsker at implementere forandringsinitiativer i organisationer, bør de derfor også have fokus på kroppen.

Det talte sprog kan ikke bære forandringen alene

Forandringer er i dag en uundgåelig del af vores arbejdsliv. Derfor trænes ledere i at formidle forandringer i ord, så medarbejderne føler sig trygge, bliver set, hørt og anerkendt, alt imens forandringens vinde blæser.

I dag ved vi, at en leders måde at formidle og kommunikere forandringsprocesser på er altafgørende for, hvordan ændringerne modtages. Ledelsen skal lytte til de ansatte og kommunikere nogle klart opsatte rammer for ikke at vække medarbejderens forandringsmodstand.

Alligevel viser undersøgelser, at 2/3 del af alle forandringstiltag mislykkes. Kan det skyldes, at ledere i dag ikke har tilstrækkeligt øje for, at medarbejderens modstandsreaktioner i første omgang er baseret på en irrationel impuls, som ikke forstår det talte sprog?

Forandringslederen må anerkende kroppens ”tavse stemme”

Selvom samfundet med den digitale tidsalder har ændret sig enormt, har dele af menneskets hjerne ikke ændret sig synderligt, siden vi i tidernes morgen skulle kæmpe eller flygte for at sikre vores sikkerhed og overlevelse. Succesfulde forandringsinitiativer involverer derfor også basal viden om den menneskelige fysiologis irrationelle kamp-flugt reaktioner, som kan udgøre et ganske massivt panser, når forandringer sættes i søen.

Som psykologen Kurt Lewins forandringsmodel rigtigt nok er blevet kritiseret for, er det en utopi at tro, at vi nogensinde når til en såkaldt stabilitetsfase på den moderne arbejdsplads. Forandringer er den konstante variable, som lederen må kommunikere i et sprog, der ikke vækker modstand. Men, kroppens stemme er tavs og kan ikke udelukkende beroliges med ord.

Hvad kræver det af en leder?

Den er ikke let denne her. For hvordan hulen får vi gjort det tavse synligt og operationelt? Hvordan skal den moderne leder høre medarbejderens ”tavse stemme”, og dermed tage kroppens modstandsreaktioner alvorligt? Vi tænker hverken uddannelse til healer eller kropsterapeut er nødvendigt – eller at vi død og pine skal sidde i rundkreds og flette tæer.

I første omgang blot at lederen accepterer, at medarbejderens loyalitet, tillid og mod ikke udelukkende kan nås gennem ord. Hvis en samlet ledelse er åben og modig nok til at tænke udover de sproglige spor i organisationen, bliver det muligt at håndtere medarbejderes impulsive forandringsmodstand, inden den manifesterer sig som kamp eller flugt.

Dernæst er der grobund for at skabe en kultur i organisationen, hvor kroppens trivsel kommer til orde. Det kræver fysiske og ledelsesmæssige rammer, der imødekommer medarbejderens behov for ro, pauser og restitution. Sagt med andre ord TID til, at forandringen bundfældes.

I det lange løb mister lederen både autoritet og nærvær, hvis den fysiske dimension af spørgsmålet om forandringsledelse overhøres. Nogen gang er den hurtige vej til forandring, den langsomme.

P.S. Det kunne samtidigt være befriende, hvis hele debatten om fx robotterne også kunne handle om potentialet for frigørelse af tid til ro, pauser og restitution, så vi kan overlevere et samfund til vores nye og kommende generationer, der er til at være i. Hvorfor skal mere tid partout omkonverteres til flere opgaver?

Marie og Lene beskæftiger sig til daglig med bl.a. stress og forandringsledelse og er begge nysgerrige på, hvordan vi får sat kroppen i spil i diskussionen om ledelse, organisationsudvikling og arbejdsliv.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.