Hvordan lytter du? Skeln mellem at lytte for at forstå og lytte for at svare, når du leder og implementerer forandringer

At lytte for at forstå og at lytte for at svare er to vidt forskellige måder at lytte på. Få tre gratis opmærksomhedspunkter og bliv en bedre lytter og forandringsleder

Vi kender alle situationer, hvor vi fortæller et eller andet, og den der ”lytter” straks begynder at fortælle om egne oplevelser, behov osv. De lytter for at svare. Det kan være fint nok.

Mange gange tager det bare brodden af samtalen. Fra at være en samtale eller dialog, bliver det en manifestation af mig og ikke et ønske om at lytte til den anden. Selvom intentionen kan være der.

Samtidig skal vi have lov at fortælle om vores erkendelser, erfaringer osv., ellers bliver det alligevel til monologer og ikke samtaler. Hvem kender ikke situationer, hvor den anden ikke deler noget af sig selv. Det kan være en fesen oplevelse.

I mit virke som rådgiver i forandringsledelse hos wervick forventes det, at jeg svarer. Surprise! Før jeg gør det, bestræber jeg mig dog på at være nysgerrig på det, der bliver fortalt. Jeg gør mit bedste for at lytte for at forstå, inden jeg svarer. Først når jeg har forstået (så tæt jeg nu kan komme på det), begynder jeg at svare. Det kan tage mere eller mindre tid.

Her får du tre opmærksomhedspunkter, jeg selv har. De kan styrke dine evner i at lytte.

Opmærksomhedspunkt 1 og 2

Personligt oplever jeg, at det er en balancegang, hvordan jeg skal facilitere en samtale. Nogle skal have flere stikord end andre for at komme i gang med at indkredse kernen af sagen. Andre skal stoppes i deres talestrøm, fordi det bliver ufokuseret.

Jeg forsøger at være opmærksom på to tilfælde, hvor jeg bliver bevidst om mig selv:

1) Nu hører jeg min stemme igen – hvorfor? Er det berettiget eller skal jeg flette næbbet?

2) Jeg bliver ivrig efter at svare – hvorfor? Har jeg behov for at dele noget af værdi for den anden eller har jeg en viden eller holdning, men den bidrager egentligt ikke til samtalen?

Opmærksomhedspunkt 3

Sidst men ikke mindst er der en styrke i, at jeg spørger min samtalepartner:

3) Det jeg hører dig sige er, …

På den måde holder jeg mig selv op på at lytte. Jeg kan ikke genfortælle det, som er blevet sagt, hvis jeg ikke har lyttet efter. Det er ret smart.

Formår du at lytte efter, bliver det lettere at skabe engagement og en grobund for at kunne involvere dem, som skal bære forandringen hjem. For du har hørt og set dem og skabt en relation.

For det meste flyder samtaler – heldigvis – helt naturligt. Efterhånden er jeg selv så erfaren, at jeg ikke selv lægger mærke til, at nu retter jeg ind. Det sker bare.