Hvorfor den hurtige vej til forandring nogen gange er… den langsomme

Forandring er langsom

Du kører på en vej og mærker ikke fartblindheden slå til. Pludselig opdager du, at du er faret vild. Alle de afveje. Du er også alene – de andre er sakket bagud.

Læs om tre værktøjer til at bevare et balanceret forandringstempo.

Forandringer kommer i mange størrelser og former. Det at forandre er at gøre noget anderledes i dag, end du/I gjorde i går. Vær ydmyg overfor, at det tager tid at realisere gevinsten fra forandringen.

Jeg vil tillade mig at bruge mig selv som eksempel.

Når hjernen bobler over af ideer – skab overblik

Måske kender du det fra dig selv. At iderigdommen til forandringer vokser og vokser. Hos mig popper de op ideerne. De giver en masse muligheder. Til gengæld begrænser de min fremdrift, hvis jeg ikke er opmærksom. Jeg kommer på afveje.

Det er en svær balance. Uden tempo bliver jeg overhalet. Samtidig skal jeg kunne se skoven for bare træer.

Jeg prioriterer derfor, hvad jeg giver mig i kast med. Som enkeltmandsvirksomhed har jeg alle kasketter på. Der er nok at se til.

Konkret hiver jeg prioriteringsskemaet frem.

Prioriteringsværktøj
HVORDAN DU KAN PRIORITERE

Fx har jeg prioriteret at få denne artikel afsted fremfor at få grafikken perfekt på plads… Med tid kommer råd. Jeg tilgiver mig selv for ikke at være perfekt.

Skab overblik og styr udviklingsiveren – hav en idebank, hvor ideerne gemmes men ikke glemmes.

Hastværk er lastværk – giv tid

Som forandringsleder har jeg stort fokus på, at jeg har erkendelsesprocesser, der ikke er synlige for andre.

Resultatet af processerne er, hvad mine kunder bliver præsenteret for. Her er det – ikke overraskende – vigtigt, at jeg formår at formidle og give tid til at lade budskaberne synke ind. Kunderne har ikke brugt samme tid på at udvikle.

Mit mål er naturligvis, at de ser nødvendigheden i at vælge mig til at hjælpe dem med at overskue og spotte potentialerne hos dem, og løfte det op til konkrete handlinger og beslutninger. At mine tiltag bliver implementeret i den forstand, at de bidrager til at gøre en forskel for andre.

Flere end en gang har jeg oplevet, at ledere glemmer, at de er ti skridt foran deres medarbejdere i forståelsen af nødvendigheden af en forandring. De bliver overrasket, når medarbejderne ikke klapper i hænderne på vej op ad den røde løber, som de har rullet ud. Nogle ledere oplever det som modstand.

Typisk skyldes de manglende klapsalver, at medarbejderne ikke umiddelbart kan se nødvendigheden af forandringen.

Tiden der bliver brugt af ledere og medarbejdere på henholdsvis udvikling og implementering er omvendt proportionel. Heri lægger en vigtig nøgle til at forstå ledelse og implementering af forandringer.

Forskel i tiden der bruges på udvikling
FORSKEL I TIDEN DER BRUGES PÅ UDVIKLING af Lene Wervick

Medarbejdere skal kunne holde trit med forandringen. Ellers sakker de bagud. Det er dem, som skal implementere og drifte forandringen. Mange ledere har forstået, at involvering af medarbejderne er et godt greb til sikker forandring. Jeg er helt enig. Det er ikke altid muligt at involvere alle.

Husk at formidle nødvendigheden og giv tid til alle, så du sikrer, at forandringen over tid bliver implementeret.

Slip kontrollen – dyrk tillidsbaseret ledelse

Med forandring hører konsekvenser. De tilsigtede og de utilsigtede. De tilsigtede har vi måske stillet op som succeskriterier eller styringsmål. De utilsigtede er vanskeligere at styre. Vi kender dem ikke på forhånd. Nogle viser sig at være positive, andre negative.

Vær åben overfor det ukendte og slip ønsket om fuld kontrol over proces og resultat.

Jeg praktiserer benhård tillidsbaseret ledelse – af mig selv! Tror på, at jeg lykkes. At jeg har kompetencerne. Eller at jeg lærer dem hen ad vejen. Meget læring kommer af at begå fejl. Dem begår jeg. Fejl.

Fordi ledelse af forandringer er komplekst, har jeg udviklet TimeToDialogue – et dialogværktøj til ledelse af forandringer.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.